18. april 2012

Sørgeligt men sandt..

Det er med lidt vemodighed jeg skriver denne indlæg, men har brug for at få det ud af hovedet!

Jeg har vist aldrig været mere ensom, selvom jeg er omgivet af mennesker.

Ægte venskab - den eksisterer vist ikke. Jeg føler ihvert fald at det kun er DBA, MAC, FA der er mig, trofaste, de er der når jeg har brug for det, de værdsætter mig 100% for den som jeg er. Men føler de det samme for mig?

Efter en god samtale med DBB har jeg fundet ud af, at jeg vist i hele mit liv har siddet i midten af to grupper, lige ovenpå faldlemmen. Faldlemmen er nu blevet gammel og rusten, og derfor er den bøjet lidt nedad, er ved at falde med nedad, forsætter det sådan her vil faldlemmen åbnes helt og jeg falde langt ned i dybet.

Har tænkt og overvejet meget, skal jeg eller skal jeg ikke? Rejse mig forsigtigt op og simpelthen forlade faldlemmen i midten og søge nye veje eller skal jeg blive siddende i midten og håbe på at faldlemmen ikke åbnes. Valget er rigtig svær, for ligegyldigt hvad jeg beslutter mig for, er det risikabelt.

Er det umenneskeligt at føle et behov for en ven/inde som værdsætter en 100% og ikke kun i perioder, og kun når nogen ønsker det, når nogen har brug for hjælp som jeg kan skaffe?

Tænker I nogensinde over hvordan jeg har det? Tænker I nogensinde over hvordan I er overfor folk?

Hvorfor være falske venner, hvis man kan lade være med at være venner? Det er jo vist nok bedre at ikke have venner end falske venner, er det ikke det?

Du RYY tror ikke på mig når jeg siger at jeg rent faktisk har det hårdt - selvom jeg valgte dette beslutning. Du værdsætte mig 100% for den jeg var/er, og jeg tog det for givet - det indser jeg nu.
Men det er vist for sent i følge dig, du vil ikke længere lade mig komme tæt på. Tro mig, jeg savner dig og ofte tænker på dig, tænker på hvad jeg kunne have gjort anderledes.

Tiden kan ikke skrues tilbage, (hvilket jeg på en måde ønsker man kunne lige nu) derfor må jeg søge fremad - gå mine egen veje og ikke se mig tilbage.

Det vil jeg prøve, kæmpe med at skulle det, for alternativet er hellere ikke specielt sjov når man er mig.





2 kommentarer:

  1. Godt skrevet. Tro mig, jeg har det på samme måde.

    - Du ved bedst hvad du skal gøre - følg din mavefornemmelse og dit hjerte. Jeg håber du snart finder ud af noget.

    SvarSlet
  2. Rigtigt godt indlæg, selvom det er sørgerlig:( Elsker folk som kan åbne sig op, og smide et ærligt indlæg..
    Kan cirka sætte mig selv i din situation, selvom din lyder til at være lidt hårdere.. Men håber du finder din vej - og bliver glad igen.. Tanker herfra..

    SvarSlet